Gå til indhold
RevOps

OKR – sådan får du mål, der rent faktisk rykker

Lea Thybo
Lea Thybo |

OKR er ikke længere bare en Silicon Valley-ting. I dag finder du også OKR hos danske virksomheder, der er trætte af mål, der mest samler støv i et Excel-ark. Og det er også en af grundene til, at jeg er stor fan af modellen.

Jeg har selv set, hvordan OKR kan flytte et team, fordi den tvinger os til at vælge, hvad vi skal rykke på lige nu – og hvad der godt kan vente. Jeg har endda set virksomheder have ekstremt ambitiøse mål og nå dem - helt uden at løbe hurtigere eller ansætte flere. Fedt, ikke?

Hvorfor er OKR relevant?

OKR står for Objectives and Key Results, og det går ud på, at du sætter et mål (objective) og definerer nogle konkrete resultater (key results), som viser, om du når det inden for en givet tidsramme.

Det betyder, at alt andet bliver prioriteret lavere i den periode, hvor der arbejdes med et bestemt objective, og det skaber fokus. Og fokus er nok den største mangelvare, jeg har set rundt om i virksomhederne. 

Alt for mange køber for X kilo blandet marketing hver måned. Lidt SEO, lidt Google Ads, lidt content, lidt social - på alle platforme, for vi skal være hvor kunderne er.

Så er der også lige flyers, slide decks, hjemmesiden, og den der messe om 3 måneder. Mange med et team, der består af en marketing manager og i bedste fald en studentermedhjælper og så en håndfuld bureauer og konsulenter der hver især tager sig af et eller andet.

De er typisk altid enige om, at "de skal gøre noget mere" selvom de løber rundt og knapt har tid til at trække vejret.

Med fare for at her kommer til at lugte af Jytte og lun leverpostej, så er jeg nødt til at citere Morten Münster her - for de skal netop ikke gøre noget mere. De skal gøre mindre - og så skal de gøre det ordentligt. Og det er her, OKR kommer ind i billedet.

OKR er ikke en erstatning for alt andet, du måler på.

Dine KPI’er kan sagtens køre videre i baggrunden, og forretningens overordnede mål skal altid tages i betragtning, når du udformer dine OKR. Det der er vigtigt er, at du har en rettesnor at prioritere efter. Du har en kerneprioritet lige her og nu - og det er dit objective med tilhørende key results.

Alt andet er lavprioritet - og kun dødsens nødvendige opgaver må komme ind foran. Og her mener jeg virkelig dødsens nødvendige opgaver. Står kontoret i brand - fair nok, så sørg for at få slukket den brand. Har Jens fra salgsafdelingen et ønske om at få ændret en farve i et slide deck - så må det lige vente.

OKR vs. KPI – forskellen i praksis

KPI’er kender vi alle. De er dine sundhedstal: hvor mange besøgende, hvor mange leads, hvor høj churn osv. De ændrer sig sjældent, og de giver et stabilt billede af, hvordan forretningen har det.

OKR er anderledes. De er midlertidige og prioriterede. De peger på: “Her vil vi flytte noget i de næste tre måneder.” KPI’erne viser status, mens OKR giver fremdrift.

Hvordan ser en OKR ud?

Du kan tænke OKR som en målsætning med en tilhørende to do: “Jeg vil opnå (objective) målt på (key results).”

Eksempel:

Objective: Vi vil slå vores leadmål i Q4.

Key Results:

  • 30 leads fra LinkedIn-kampagner
  • 30 leads via pop-ups på websitet
  • 25 leads fra Google Ads
  • 35 leads fra demo-tilbud på websitet

Sådan bliver målet pludselig håndgribeligt.

Og husk: OKR er ikke kun til marketing. Jeg har set dem brugt til alt fra at forbedre kundeoplevelsen til at udvikle medarbejderkompetencer. Pointen er, at du vælger dét, der er vigtigst lige nu og gør det målbart.

Sådan får du OKR til at leve

Det er let nok at skrive OKR ned. Udfordringen er at få dem til at leve i hverdagen. Her er nogle erfaringer, der virker:

  • Knyt dem altid til de overordnede forretningsmål - ellers bliver de ligegyldige.
  • Brug et par timer hvert kvartal på at prioritere. (Jeg er fan af Lightning Decision Jam – hurtigt, konkret og til at overskue).
  • Følg op ugentligt, så I kan se fremdrift.
  • Vær fleksible. Hvis virkeligheden ændrer sig, gør dine OKR det også.
  • Gør dem synlige. Brug tavler, Notion, Trello - bøj det i neon, og hæng det op på kontoret om nødvendigt. De skal bare ikke ende i en mappe på drevet, som ingen åbner.

Derfor giver OKR mening

For mig er styrken ved OKR, at de trækker strategi ned fra PowerPoint og ind i hverdagen. De skaber fokus på de få ting, der virkelig betyder noget nu, og så er det en kæmpe motivationsfaktor at arbejde ordentligt med noget og lære af resultaterne frem for hele tiden at løbe efter det tog, der kørte for 5 minutter siden.

Del denne artikel med dit netværk